Sikkerhedszone??

I løbet af mit efterskoleår snakkede min forstander, Jens, ofte om vores såkaldte ”sikkerhedszone”. Vi hørte om, hvordan vi med vores efterskoleophold brød denne zone, udvidede den - og hvordan det ville hjælpe os videre frem.

I starten af året var det lidt svært at forstå, hvad han egentlig mente med dette – min sikkerhedszone? Jeg havde aldrig før nu tænkt over, hvornår jeg følte mig sikker, og hvornår jeg ikke gjorde. Før efterskole var jeg aldrig blevet smidt ud på åbent vand, helt uden fornemmelsen af at kunne bunde.

Men først efter noget tid, da jeg begyndte at slippe alt det derhjemme, gik det rigtigt op for mig, at jeg var på efterskole. Og det var mit ansvar, at få noget ud af det. Nok fik jeg så meget foræret, som jeg blot kunne følge. Men skulle det være mere end ”godt”, ja så skulle jeg virkelig presse mig selv - også mere end jeg lige havde lyst til. Det var først dér, jeg brød min sikkerhedszone. Og først dér, mit efterskoleliv begyndte. Og hold da op, hvor var det godt jeg sprang af båden og tog udfordringen op!

Efter jeg gav slip på mig selv, og tillod mig selv at nyde mit efterskoleophold, blev det kun bedre. Mit liv begyndte virkelig. Hvordan levede jeg egentlig før? Jeg blev en helt anden person, selv jeg selv kunne se det. Den store forskel på, hvordan jeg var i starten af opholdet - og så den pige jeg var, da jeg sluttede.

Og det var ikke kun mig, der skete noget med. Jeg udviklede mig sammen med mit elevhold; mine nærmeste venner og veninder. Det virker lidt som om vi voksede op sammen, ligesom søskende. Lærte hinanden at kende helt fra bunden, så vi i dag er mere tætte, end jeg nogensinde har prøvet det før.

Mine venskaber til mine nærmeste fra efterskolen, bl.a. min rumse, er helt anderledes end jeg nogensinde tror, jeg vil få igen. Derfor holder jeg fast, koste hvad det koste vil: Det her får jeg ikke lov at prøve igen, men det var det hele værd. Uden tvivl!

Regitze Pinnerup, 2012/13