torsdag den 10. oktober 2013

Jeg lærte at være væk hjemmefra!


Mit navn er Majken. Jeg er 20 år gammel og gik på Vestbirk Musik- og Sportsefterskole i 08/09. Det var en kæmpe oplevelse, og jeg tænker tit tilbage på min tid med rigtig stor glæde. Jeg var så heldig, at jeg kunne forlænge mit efterskoleophold med 1 uge til landsstævne i Holbæk. Det var den fedeste oplevelse i hele verden.

Lige efter efterskolen tog jeg mig en studentereksamen på STX på Nordfyns gymnasium. Derefter tog jeg en kæmpe beslutning: at tage en tur til USA som au pair. Her er jeg så stadig, nu 14 måneder efter jeg tog hjemmefra. Jeg har valgt at blive her i 21 måneder i alt. 

Hvordan har Vestbirk Musik- og Sportsefterskole så påvirket mig til at være, hvor jeg er i dag? I løbet af mine 14 måneder her i USA, har jeg udelukkende haft hjemve én enkelt dag, hvilket var dagen, hvor min lillebror skulle konfirmeres. Jeg har aldrig rigtig lidt af hjemve, men jeg er overbevist om, at jeg ikke ville kunne have klaret det med så lidt hjemve uden efterskolen. Jeg lærte at være væk hjemmefra, hvilket jeg så meget har haft brug for i min tid her. Jeg har en rigtig dejlig veninde, som jeg mødte på efterskolen, som var så sød at komme og besøge mig herovre. Det ville jo helt klart ikke være sket, hvis vi ikke begge havde gået på efterskolen. Efterskolen har i den grad været med til at modne mig og give mig mod til at rejse ud i verden.

Jeg var på springlinjen og havde også udvidet pigegymnastik, hvilket betød, at jeg havde sport hver dag, og nogle gange flere gange om dagen. Det var super dejligt og trods en gang skinnebensbetændelse, nød jeg virkelig at have mulighed for at blive rørt så meget. Jeg gik til gymnastik, før jeg tog på efterskole, så jeg var vant til at lave gymnastik. Det var dog en noget anden oplevelse på efterskolen. Jeg kom fra en lille lokal forening, hvilket betød, at mit hold max var på 20 personer. Jeg nød derfor at komme ud med et stort hold. Det sammenhold man får som gruppe, når man er ude og lave opvisning, er så fed. 

Jeg tænker tit tilbage på tiden, hvor vi var ude og lave opvisning. Jeg savner det så meget, og jeg ville ønske, at jeg kunne tage endnu et år på efterskole. Jeg var så heldig, at mit efterskoleophold faldt sammen med landsstævne. Jeg elskede at være ude at lave opvisning med efterskolen, og var helt vild over at have prøvet det. Men at lave opvisning til landsstævne var en endnu vildere oplevelse. Det kan ikke beskrives, hvor fed en oplevelse det var. Jeg ville ønske for alle der kommer på efterskole, at de ville have muligheden for at tage til landsstævne. Det var en vildt fantastisk forlængelse og total fed afslutning af efterskoleopholdet. 

Jeg var så uheldig, at min far og hans kone blev skilt i løbet af mit ophold. Jeg fik et opkald af min far en aften, hvor han gav mig den triste besked. Jeg blev selvfølgelig rigtig ked af det. Men at være på en efterskole, hvor man har nogle helt fantastiske venner, veninder og lærere, som er der for en, var fantastisk. Jeg fik en kæmpe støtte af mine værelseskammerater og andre veninder. Ydermere havde jeg nogle fantastiske lærere, som også hjalp mig rigtig meget. 

Jeg er så taknemlig over, at mine forældre valgte at sende mig på efterskole. Den oplevelse ville jeg helt klart aldrig have været foruden. Det at være en del af så stort et fællesskab er fantastisk. Jeg vil ønske for alle, at de vil få muligheden for at komme en tur på efterskole. Jeg vil gerne takke alle mine fantastiske lærere, venner og veninder for et fantastisk år. En speciel tak skal lyde til mine fantastiske værelseskammerater, som var med til at gøre mit år fantastisk.

Mange hilsner Majken Andreasen, elev 08/09



















Ingen kommentarer:

Send en kommentar