Vestbirk Musik- & Sportsefterskole: Nyd hvert eneste sekund!

Når man er færdig på efterskole, bruger man noget tid på at tænke over hvad der er sket de sidste 10 måneder. Hvordan man de første dage, måske uger, måneder, tænkte: ”Hvad laver jeg egentlig her?”, ”er det virkelig det her, alle synes er så fedt?” Når man er kommet over den fase, begynder det at blive fedt. Man danner sig et indtryk af alle. Ofte, vil mange af indtrykkene ændre sig i løbet af noget tid, for man lærer folk at kende. Mere end bare som klassekammerater, for nogle af dem bor du tæt ved. Det betyder, at man børster tænder sammen hver eneste morgen og får fortalt godnathistorier sammen inde på et af værelserne. På den måde er det en helt anden slags ”kender”, end det man lige er vant til. Her er man meget mere sig selv, end man troede man kunne være.

Lige pludselig begynder tiden at gå stærkt. Inden man ved af det begynder lærerene på irriterende vis at fortælle hvor lang tid der er gået, og hvor lidt der er tilbage. Før man ved af det, ligger man sammen med sin rumse, og ved, at der er sidste gang, vi gør det her. For nu er tiden gået, og man skal til at sige farvel.

For mit vedkommende gik der lang tid før det virkelig gik op for mig, at jeg gik på efterskole ”sidste år”. Jeg tillod mig ikke at sætte mig ned at tænke over det, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Man sidder lige pludselig alene ved morgenbordet, og mangler sin anden familie; de seks personer, man har spist måltider med tre gange om dagen, det sidste år.

Man ved det er virkelig slut, når man savner sine morgenrutiner med de andre på gangen, matematiktimerne, natterend og fredags-rengøringen. Nogle gange kan jeg fortryde, at jeg tog det hele for givet. For det kommer ikke igen, og det var virkelig ”once in a lifetime”.

Derfor vil jeg give det allervigtigste råd videre til nuværende og komme efterskoleelever: Nyd hvert evigt eneste sekund! Hvis det en dag føles som om, det hele går i den forkerte retning, og man ikke ved hvad man skal gøre, så giv ikke op. Du er ikke alene!

Regitze Pinnerup, årgang 12/13